Det lykkedes os at købe seks store flag omend der lige var en dags levering på fem af dem. Det vigtige var at vi havde skaffet os et flag vi kunne tage med til landevejscykling.
Vi forlod vores lejlighed, der ligger ca. en halv time på gåben fra "Fuglereden", ved sekstiden. Vi ville tage en taxa hen til den sandwichbar i mediebyen vi har frekventeret en del, men det var ikke muligt. Vi lod os forstå der var afspærret for taxaer i det område. Fair nok, det lange ben foran. Der var stadig god tid til klokken otte hvor åbningsceremonien skulle starte lokal tid. Vi forsøgte at preje taxaer undervejs, men desto tættere på vi kom desto større var mængden af adspærringer. Vi får efter noget tid lokaliseret Bo tæt ved det "Fuglereden" dog uden rigtig at kunne se denne. Vi må sande at vi ikke kan komme helt tæt på og begiver os lidt tilbage for at kunne se noget på afstand. Vi spiser mad på Pizza Hut og planlægger at se tingene på storskærm på en McDonalds lige ved siden af. Desværre er horden af mennesker så stor på McDonalds så stor at vi ikke kan få lov at komme ind. Ude på gaden igen beslutter vi os for at gå hjem mod vores lejlighed for ihvertfald at kunne se ceremonien på tv og se noget fyrværkeri på vej hjem ad. Umiddelbart udenfor her har en endnu en horde samlet sig. Se videoen herunder.
Pludselig går noget fyrværkeri igang - vi står dårligt placeret, men kan ane noget inde bag nogle bygninger. Jeg nåede at filme lidt. Se nedenunder.
Sikkerheden er i top. Nedenstående billede viser nogle soldater på march/vagt. Og dem er der bare rigtig mange af over det hele!!
Vi er uheldige med hvor vi er i forhold til fyrværkeriet og er bag en bro og endnu en hoben mennesker, da et stort fyrværkeribatter kører afsted. Vidoen nedenfor forsøger at give et indtryk af hvor mange mennesker der er på gaden.
Det er helt vildt. Kina og Beijing er altid en proppet affære, men i dag er det helt vanvittigt. Der er folk overalt. Desværre er organisationen ikke helt i orden og det er super ærgeligt at det ikke umiddelbart var muligt at få et glimt af "fuglereden" under åbningsceremonien. Det er måske en lidt typisk kinesisk devise at hvis ikke man er inde på stadion så skal man sidde og skidtet på en skærm. Men anyway, det var en superfed oplevelse af føle stemningen og den glæde der blev udløst da Olympiaden blev skudt i gang. Det var virkelig noget man havde ventet med glæde på i Kina. Vi så resten af den flotte åbningsceremoni på TV. Selve åbningsceremonien var instrueret af den kendte kinesiske instruktør Zhang Yimou og gjorde brug af ikke mindre end 14.000 optrædende! Vanvittig imponerende og virkelig flot show!
Dagen efter åbningsceremonien var dagen for det Olympiske Landevejsløb i cykling. Den måske største event for ihvertfald Oluf og undertegnede. Vi tog tidligt afsted for at kunne tage en bus derud, så vi ikke skulle betale i dyre domme for en taxa. I dyre domme er lidt en joke for en taxa koster noget der ligner en tiendedel af hvad det koster i Danmark. Men anyway, man kan jo lige så godt spare hvor man kan.
Undervejs i bussen derud stopper vi pludselig og holder stille meget længe ved en motorvejstilkørsel. Vi tror der er sket et færdelsuheld, men pludselig aner vi at det er en afspærring for cykelløbet. Vi skynder os ud af bussen for at få et glimt af rytterne når de suser forbi. Nedenfor er et stemningsbillede samt billede af selve rytterne og en video af strækningen og stemningen.
Rytterne passerer og vi kommer på bussen igen mod den rette endestation. Tror vi. Det viser sig undervejs at der er afspærret så meget at bussen ikke kører til endestationen alligevel pga. vejspærringer til cykelløbet. Vi hopper af ved et stoppested og må køre med en pirattaxa til endestationen, hvor vi regner med at kunne tage en regulær taxa de ca. resterende 8km (i kuperet terræn!) op til målområdet. Men nej, taxaerne er forment adgang til at køre inde på området. De kan ikke komme forbi en stor vejspærring. Tjaa, er jo ikke så meget andet at gøre end at tage benene på nakken og komme derudaf. Vi er stadig i god tid og vil formentlig stadig få ca to en halv times cykelløb når vi kommer frem. Vi krydser vejspærringen hvor taxaerne ikke kan komme forbi og går lidt videre. Pludselig ser vi en taxa og for ham til at holde. Det viser sig at være en pirattaxa (omend det en helt regulær standard Beijing Taxa), der har gemt sig bag afspærringen. Han vil køre nogle af os til målbyen til en ledt opskruet pris. Vi accepterer og sender Oluf og Christian med den første vogn og aftaler han skal komme og hente Aske, Jens og jeg bagefter. Oluf og Christian får følgeskab af en italiener vi har snakket med tidligere i taxaen. Han viser sig at være advokat for Bettini og være gode venner med Rebellin, Bruseghin mf. skulle man kende lidt til cykling - fedt!
Aske, Jens og jeg bliver samlet op af en anden pirattaxa lidt efter og kommer op til målområdet hvor vi finder Christian og Oluf. Her må vi sande at der er sat en blokade op så man ikke kan komme helt op og nærmest "føle på rytterne", som det normalt er sagen i cykling. Der breder sig en stemning af irritation i tilskuermængden, da området langs opløbsstrækningen er praktisk talt tom. Kun folk med billetter (som ikke har været til salg) og folk med officielt adgangskort kan passere. På et tidspunkt åbnes barrieren for en bil og så træder en stor spanier frem og begynder at råbe af de kinesiske sikkershedsfolk. Der opstår lidt fredelig tumultstemning, men alle de øvrige tilskuere (inkl. os naturligvis!) går med strømmen. Nedenfor er en video af hvad der sker.
Denne lille aktion gør at man får lov at rykke de 25-100m frem som gør at folk står ideelt. Det skaber ro på gemytterne og vi får tilkæmpet os et fænomenalt hjørne hvor vi kan slå vores store flag ud og samtidig have et godt udsyn til rytterne når de kommer forbi. De kører på en rundstrækning i alt syv gange og vi får mulighed for at se dem fem gange. I tumulten har vi fået raget en megafon fra en kinesisk sikkershedsvagt til os. Det kan ses herunder.
Vi er helt oppe at køre over den gode stemning og det virker tilsyneladende positivt på de kinesere, der er tilstede. Mange vil gerne have taget billeder med os.
Der har hele tiden været snak om at sikkerheden er i top ved OL. Bagved os sidder vagten på billedet nedenfor. Man kan jo heller ikke arbejde hele tiden :-)
Vi får nogle rigtig gode glimt af feltet og rytterne når de kører forbi.
Her er gruppettoen
Her er Chris Anker Sørensen, feltets bedste danske rytter, i kampen op mod målstregen. Han sluttede som nummer 11.
Og her er de seks førende der kæmper om at vinde OL på vej mod målstregen.
Vi spotter tidligt i løbet en veltrænet mand med en meget lækker cykel der kommer oppefra målområdet og ned. Han skal ned og hilse på sin kæreste tilsyneladende.
Oluf og jeg kan ikke umiddelbart kende ham, så Oluf går lige over og "gør kur". Det viser sig at være Niki Terpstra fra Rabobank, som har kørt Tour de France og også er en del af det hollandske 4 km hold i forfølgelsesløb.
Oluf og jeg får taget et billede med ham og får en god snak om cykling osv. Rigtig flink fyr. Han fortæller at varmen på dagen har gjort den i forvejen meget hårde 245km ruten ekstrem hård. Han er udgået fordi han ikke var velkørende og derfor vil spare sig til forfølgelsesløbet. Han er endvidere ked af, at han ikke kunne indfri det væddemål jeg gjorde på ham på Betfair som etapeviner under Tour de France på et tidspunkt ;-)
Vi møder endvidere en slovener, der ser ganske veltrænet ud. Vi får lov at se hans ryg og ser følgende:
Det viser sig at manden har cyklet en lang rute over 3 måneder med slut i Beijing. Han har været på vejen i ca. små 17000 km. Ganske imponerende!!
Vi møder flere danskere mens vi står og kigger. Blandt får vi en snak med Carl Holst, formand for Team Danmark og borgmester i Region Syddanmark, der er på vej til målområdet for at se afslutningen.
Undervejs i løbet bliver vi spottet af den danske følgebil i kortegen, som hilser vildt på os hver gang den kører forbi os.
Efter løbet er slut venter vi lidt og ser hvad der sker. Det viser sig at give pote. Alle bilerne skal ned forbi hvor vi står. Vi ser alle de mange officielle biler, følgebiler mm. fra meget kort afstand. Da den danske følgebil kører forbi stopper de til trods for at de har en masse biler bag sig og hilser på os. De siger tak for støtten og Oluf får givet hånd til Brian Vandborg (deltager i løbet og Danmarks deltager i enkeltstarten). Vi nåede lige at forevige dette gyldne øjeblik hvor vi kommer tæt på det danske landshold.
Vi begiver os herefter på vej hjem. Det har været en fantastisk dag til trods for et elendigt arrangement for tilskuerne. Men sådan går det når man kun vil lytte til sig selv og ikke have hjælp ude fra.
I skrivende stund har vi lige afhentet vores OL billetter. Det gik smertefrit og vi fik tilmed kontakt til en engelsk mand, som havde nogle lukrative billetter i overskud. Vi købte dem til pålydende værdi. Efter lidt tid forærede han os så nogle billetter han ikke fik brug for. Dermed har vi fået opgraderet vores billetportefølje en smule.
Vi forsøger at komme ind på nogle såkaldte trading points, hvor folk bytter og efterspørger billetter. Vi har nogle billetter til nogle damehåndboldkampe vi gerne vil have omsat til noget andet.
I aften vil vi tage ud til der hvor Danmark skal spille deres første håndboldkamp og se om der er en eller anden form for mulighed for at komme ind og se det. Ellers går vi på Starbucks og streamer håndboldkampen direkte fra dansk tv.
Jeg vil slutte fra nu, men vende frygteligt tilbage når der er nyt fra OL-fronten!
Jeg har lagt nogle billeder fra åbningsdagen samt landevejsløbet i følgende mappe. Jeg har endvidere opdateret mit offentlige galleri med billeder fra de første dage. Slå et smut forbi ved at klikke her!
5 kommentarer:
Det har da været en helt fantastisk dag for jer:-) En skam jeg ikke så jer på tv...
Det lyder jo som om I lærer at håndtere det store kinaland og få maksimalt ud af det.
Fedt at I får vist flaget for fuld skrue selvom I skulle være lige så fine targets som israelere og amerikanere...
Herlig blog.
For dælen, man kunne ikke se jer på TV!!! Kan der ikke komme lidt flere mundtlige kommentarer på dine filmklip?:-)
Dude, this is more of a novel than a blog ;)
I'm kind of impressed that I can read danish though. With some imagination it's not that different from swedish.
You seem to a good time and you make me wanna be there too, instead of working....
Hold op hvor lyder det som om I har det fedt! Med den gode blog føler man jo næsten at man har været der selv:-) Kh Anne
Send en kommentar