Der er sket rigtig meget siden sidst, men i faar ikke den fulde historie endnu, da jeg kun lige har begraenset adgang til en computer. Jeg er pt. velankommet i Hong Kong efter et par fantastiske dage i Beijing hos Kejser Bo og Vivian. Jeg kunne i princippet have skrevet paa bloggen derfra. Problemet er bare de kinesiske restriktioner. Den demokratiske vinkel en blog kan give til en samfundsdebat er ikke just velkommen i dette letkontrollerede land, saa jeg kunne ikke logge ind. Tak for det, Kina!
I hoerer snart mere fra mig :-)
Christian
mandag den 27. august 2007
fredag den 17. august 2007
Friluftsliv for alle pengene!
Vi er netop hjemkommet efter 4 dage i den Mongolske oedemark. Vi fandt en time foer afgang to tyskere, Stefan og Karoline, som gerne ville ture med os, saa det var rigtig fedt, da turen saa blev endnu billigere! (Den var ret billig i forvejen :-) )
Selve turen ud i det mongolske landskab foregik i en gammel jeep med en meget flink mongolsk chauffoer, Bagi, bag rattet. Der er ikke meget asfalteret vej i Mongoliet, saa det meste af tiden bruges paa at hoppe op og ned i saedet og det er totalt umuligt at hvile sig. Det betyder at, naar man stopper et sted, er man, naesten, helt udmattet :-)
Den foerste dag, tirsdag, koerte vi i naesten 8 timer foerend vi naaede vores destination, en nomadefamilie, der boede i naerheden af en soe. Vi fik os indkvarteret i en saakaldt Ger
som er det mongolske navn, for de telte nomadefamilierne bor i. De rummer en skorsten i midten, som nemt kan fjernes og har saa noget stof i toppen, som kan traekkes fra eller til, saa der kan komme frisk luft, sollys osv. ind eller ej.
Vi fik straks da vi kom, serveret et toerret maelkeprodukt, som skulle vaere en slags ost. Det var haardt som sten og smagte ikke meget bedre end, ja, en sten! Og ja, saa skulle det saamaend vaere slik!
Kort efter fik vi serveret vores aftensmad, en supperet med ris og oksekoed, som smagte rigtig godt. Jorden i Mongoliet er for gold til at dyrke groentsager og ris, saa nomadernes mad er primaert koed og maelkeprodukter. De andre dele maa de koebe eller bytte sig til. Nogle fik efterfoelgende lyst til at gaa paa toilettet efter maden, men maatte konstatere at den slags forefindes ikke. Yes, totalt friluftsliv!
Vi saa den smukkeste klare stjernehimmel samtidig med at alle familiens dyr, en helvedes masse faar og en del koeer, laa og sov rundt om vores ger. Meget idyllisk!
Naeste dag fik vi en sparsom morgenmad. En slags soedt broed, der mest af alt smagte som en art tebirkes. Ok, men ikke et daekkende maaltid for store danske drenge :-)
Efter morgenmaden koerte vi videre mod vores naeste destination, som var et naturomraade med et stort vandfald. Undervejs fik vi set foerst et mindeomraade for de tyrkere, som for mange aar tilbage herskede paa disse kanter. Senere besoegte vi Erdene Zuu templet, som formentlig er det aeldste buddhistiske tempel i Mongoliet bygget paa i ruinerne af Karakorum, som var det mongolske riges hovedstad i det 13. aarhundrede. Det var meget spaendende, at se dette ret velholdte tempel og vi fik ogsaa chancen for at overvaere den buddhistiske morgenboen. Denne lyder dog mere som summende bier end oplaesning af hellige skrifter :-)
Lige uden for templet koerte vi paa en restaurant med et fint coca-cola skilt, hvor vi efter lidt kasten af haandtegn og konsultation af vores lille glosehaefte fik serveret nogle laekre supper og koedretter. Man kunne dog til trods for skiltet ikke faa en cola, saa vi maatte noejes med juice!
Omkring kl. 5 naaede vi vor destination ved vandfaldet. Vi fandt straks svoemmetoejet frem for at tage os en dukkert i det fraloebende vand. Vi var jo trods alt paa friluftstur, saa det der med bad og rindende vand, var der ikke noget af, saa man skal nyde naar der en ren soe at dyppe sig i :-)
Vi fik serveret en laekker aftensmad, som igen var en supperet, men denne gang over pasta og koed.
Naeste morgen var der efter morgenmaden, franskbroed med en kraftig smag af snobroed, afgang mod "Mini-Gobi", som er en lille oerken, der kun ligger et par hundrede kilometer fra Ulan Bator. Undervejs fik vi igen besoegt et lille tempel, men det var ikke naer saa spaendende og flot som Erdene Zuu, saa vi roeg hurtigt videre. Det var nu naesten tid for middagsmaden og vores chauffoer, Bagi, koerte ind paa hvad vi regnede med var en restaurant. Det var det ikke helt. Det viste sig at vaere en familie med masser af boern, som saa skulle lave mad til os. Der var ca. 1 million fluer i deres ger, hvor Nils og jeg satte os sammen med Bagi. Tyskerne havde de foerste dage vist sig lidt sarte, saa de gemte sig i jeepen og spiste tyske importerede poelser! Inde i selve ger'en blev et stykke loesthaengende koed taget ned fra vaeggen - paa ingen maade koelet - og taget med til et andet sted, hvor maden skulle forbedres. Efter rimelig lang tid kom der er en laekker, laekker ret med nudler, kartofler og oksekoed. Nils og chauffoeren havde inden da kvaernet en suppe over samme tema. Nu var det saa ellers bare om at spise om kamp med de ca. 1 million fluer, som vi konstant havde over os. Vi var godt sultne, saa vi lod os ikke maerke af disse. Ligepludselig saetter Nils i et skrig og traekker foedderne, som er i sandaler, til sig. Han kigger kort paa mig og siger "Der loeb lige en mus hen over mine foedder!" Mongolerne i teltet grinede af de sarte europaerere, der tydeligvis ikke var vant til at have mus om foedderne! Jeg fortsatte med foedderne paa jorden, men maatte straekke vaaben da foerst musen sad mellem mine ben og jeg dernaest kom til at betraede det stakkels krae. Alt dette til stor fornoejelse for mongolerne :-)
Men men, maden var god og vi var snart paa vej videre mod oerkenen. Vi stoppede ved et par kameler, men tyskerne var mere opsatte paa ride paa heste laengere fremme, saa Nils og jeg maatte opgive vores ide om at turnere lidt af den mongolske oerken paa kamelryg!
Fremme ved den familie vi skal bo ved faar vi os smidt op paa et par heste. Det hele blev organiseret af en mand vi blot doebte John Wayne. Der stod "1943" paa hans arm, men at doemme efter laederhuden i hans ansigt ville man umiddelbart skyde paa, at han var lige et par aar aeldre en Tollundmanden.
Undertegnede har ikke siddet paa den slags koeretoej, siden jeg en gang blev kastet af en saadan i et elektrisk hegn en gang i 80erne, saa det var selvsagt med en rimelig stor skraek og en klump paa stoerrelse med Mount Everest i halsen jeg begav mig ud paa dette togt!
Vi blev trukket rundt af et par mongolske drenge, der ikke gjorde meget vaesen af sig og bl.a. brugte tiden paa at skrive sms-beskeder. Der doede min forestilling om det idylliske oerkenliv :-)
Efter noget tid paa hesteryggen foelte jeg mig rimeligt tryg indtil Nils forsoegte at ride taet paa mig hvorpaa den ene mongolske dreng udbroed "No no, angry horse!". Tak, saa kom min skraek lige saa stille igen :-) Men men, det gik nu alt sammen og vi fik reddet en behagelig tur i oerkenen.
Tilbage i lejren fik vi serveret hvad jeg vil kalde et rigtig westernmaaltid i blikspand - det eneste der manglede var bare lige boennerne! Efter maden loeb Nils en tur - han skal jo holde sig fit for fight saa Taegen ikke faar for let spil hjemme i Semiprotouren! I mens han var ude kom John Wayne ind i vores ger. Han viste os hvordan man taendte det elektriske lys (suk, endnu en oedelagt forestilling om det idylliske nomadeliv!) og bad derefter Stefan laegge sig paa et af sovetaepperne paa gulvet. Vi gaettede paa at John Wayne blot ville konstarere, at Stefan var for lang til at ligge paa taeppet. Mongolerne er ikke ret store, saa det synes det er lidt sjovt med os store Europaere! Efter dette show forsatte han videre paa uforstaaeligt mongolsk, samtidig med at asken fra hans cigaret foeg ud over alle vores ting. Midt i det hele slaar John Wayne en ordentlig brandskid og vi andre maa kaempe med at holde masken. Han gaar kort efter og vi kan give efter for vores latterkramper! Det er nu meget sjovt at moede andre kulturer :-)
Jeg havde vundet pladsen paa gulvet, da jeg var den eneste, som havde medbragt liggeunderlag. Det var med let baeven jeg lagde mig her, da der de to foregaaende steder vi havde sovet havde vaeret mus i ger'en! Vi havde i disse sovet i sengen, saa det havde ikke vaeret noget problem. Men med formiddagens museerfaring frisk i erindringen kunne jeg nemt forestille mig hvordan jeg kunne vaagne med en hel musefamilie i soveposen. Alt dette blev gjort til skamme! Der var ingen mus og jeg sov fortrinligt!
Morgenmaden bestod her igen af snobroedsagtigt franskbroed og saa var det ellers afgang tilbage mod Ulan Bator. Vi afstod fra at spise paa vejen og det var et held! Halvanden time fra Ulan Bator fyger en sandstorm over os og sigtbarheden er omtrent nul - med frokost i maven havde vi vaeret endnu laengere vaek! Vi har hele tiden vaeret tilsmilet af vejrguderne og igen er de paa vores side. Et fantastisk regnvejr saetter ind og sigtbarheden er igen i top, saa vi kan rulle trygt tilbage til UB.
I morgen tager vi toget 8:00 mod Beijing hvor vi planmaessigt skal ankomme soendag kl. 14:00 lokal tid. Det har vaeret fantastisk i Mongoliet og vi kunne sagtens have byttet Yekaterinburg for et par dage mere i den mongolske oedemark! Men saadan er det jo at rejse. Man kan ikke altid vaere heldig!
Christian
Selve turen ud i det mongolske landskab foregik i en gammel jeep med en meget flink mongolsk chauffoer, Bagi, bag rattet. Der er ikke meget asfalteret vej i Mongoliet, saa det meste af tiden bruges paa at hoppe op og ned i saedet og det er totalt umuligt at hvile sig. Det betyder at, naar man stopper et sted, er man, naesten, helt udmattet :-)
Den foerste dag, tirsdag, koerte vi i naesten 8 timer foerend vi naaede vores destination, en nomadefamilie, der boede i naerheden af en soe. Vi fik os indkvarteret i en saakaldt Ger
som er det mongolske navn, for de telte nomadefamilierne bor i. De rummer en skorsten i midten, som nemt kan fjernes og har saa noget stof i toppen, som kan traekkes fra eller til, saa der kan komme frisk luft, sollys osv. ind eller ej.
Vi fik straks da vi kom, serveret et toerret maelkeprodukt, som skulle vaere en slags ost. Det var haardt som sten og smagte ikke meget bedre end, ja, en sten! Og ja, saa skulle det saamaend vaere slik!
Kort efter fik vi serveret vores aftensmad, en supperet med ris og oksekoed, som smagte rigtig godt. Jorden i Mongoliet er for gold til at dyrke groentsager og ris, saa nomadernes mad er primaert koed og maelkeprodukter. De andre dele maa de koebe eller bytte sig til. Nogle fik efterfoelgende lyst til at gaa paa toilettet efter maden, men maatte konstatere at den slags forefindes ikke. Yes, totalt friluftsliv!
Vi saa den smukkeste klare stjernehimmel samtidig med at alle familiens dyr, en helvedes masse faar og en del koeer, laa og sov rundt om vores ger. Meget idyllisk!
Naeste dag fik vi en sparsom morgenmad. En slags soedt broed, der mest af alt smagte som en art tebirkes. Ok, men ikke et daekkende maaltid for store danske drenge :-)
Efter morgenmaden koerte vi videre mod vores naeste destination, som var et naturomraade med et stort vandfald. Undervejs fik vi set foerst et mindeomraade for de tyrkere, som for mange aar tilbage herskede paa disse kanter. Senere besoegte vi Erdene Zuu templet, som formentlig er det aeldste buddhistiske tempel i Mongoliet bygget paa i ruinerne af Karakorum, som var det mongolske riges hovedstad i det 13. aarhundrede. Det var meget spaendende, at se dette ret velholdte tempel og vi fik ogsaa chancen for at overvaere den buddhistiske morgenboen. Denne lyder dog mere som summende bier end oplaesning af hellige skrifter :-)
Lige uden for templet koerte vi paa en restaurant med et fint coca-cola skilt, hvor vi efter lidt kasten af haandtegn og konsultation af vores lille glosehaefte fik serveret nogle laekre supper og koedretter. Man kunne dog til trods for skiltet ikke faa en cola, saa vi maatte noejes med juice!
Omkring kl. 5 naaede vi vor destination ved vandfaldet. Vi fandt straks svoemmetoejet frem for at tage os en dukkert i det fraloebende vand. Vi var jo trods alt paa friluftstur, saa det der med bad og rindende vand, var der ikke noget af, saa man skal nyde naar der en ren soe at dyppe sig i :-)
Vi fik serveret en laekker aftensmad, som igen var en supperet, men denne gang over pasta og koed.
Naeste morgen var der efter morgenmaden, franskbroed med en kraftig smag af snobroed, afgang mod "Mini-Gobi", som er en lille oerken, der kun ligger et par hundrede kilometer fra Ulan Bator. Undervejs fik vi igen besoegt et lille tempel, men det var ikke naer saa spaendende og flot som Erdene Zuu, saa vi roeg hurtigt videre. Det var nu naesten tid for middagsmaden og vores chauffoer, Bagi, koerte ind paa hvad vi regnede med var en restaurant. Det var det ikke helt. Det viste sig at vaere en familie med masser af boern, som saa skulle lave mad til os. Der var ca. 1 million fluer i deres ger, hvor Nils og jeg satte os sammen med Bagi. Tyskerne havde de foerste dage vist sig lidt sarte, saa de gemte sig i jeepen og spiste tyske importerede poelser! Inde i selve ger'en blev et stykke loesthaengende koed taget ned fra vaeggen - paa ingen maade koelet - og taget med til et andet sted, hvor maden skulle forbedres. Efter rimelig lang tid kom der er en laekker, laekker ret med nudler, kartofler og oksekoed. Nils og chauffoeren havde inden da kvaernet en suppe over samme tema. Nu var det saa ellers bare om at spise om kamp med de ca. 1 million fluer, som vi konstant havde over os. Vi var godt sultne, saa vi lod os ikke maerke af disse. Ligepludselig saetter Nils i et skrig og traekker foedderne, som er i sandaler, til sig. Han kigger kort paa mig og siger "Der loeb lige en mus hen over mine foedder!" Mongolerne i teltet grinede af de sarte europaerere, der tydeligvis ikke var vant til at have mus om foedderne! Jeg fortsatte med foedderne paa jorden, men maatte straekke vaaben da foerst musen sad mellem mine ben og jeg dernaest kom til at betraede det stakkels krae. Alt dette til stor fornoejelse for mongolerne :-)
Men men, maden var god og vi var snart paa vej videre mod oerkenen. Vi stoppede ved et par kameler, men tyskerne var mere opsatte paa ride paa heste laengere fremme, saa Nils og jeg maatte opgive vores ide om at turnere lidt af den mongolske oerken paa kamelryg!
Fremme ved den familie vi skal bo ved faar vi os smidt op paa et par heste. Det hele blev organiseret af en mand vi blot doebte John Wayne. Der stod "1943" paa hans arm, men at doemme efter laederhuden i hans ansigt ville man umiddelbart skyde paa, at han var lige et par aar aeldre en Tollundmanden.
Undertegnede har ikke siddet paa den slags koeretoej, siden jeg en gang blev kastet af en saadan i et elektrisk hegn en gang i 80erne, saa det var selvsagt med en rimelig stor skraek og en klump paa stoerrelse med Mount Everest i halsen jeg begav mig ud paa dette togt!
Vi blev trukket rundt af et par mongolske drenge, der ikke gjorde meget vaesen af sig og bl.a. brugte tiden paa at skrive sms-beskeder. Der doede min forestilling om det idylliske oerkenliv :-)
Efter noget tid paa hesteryggen foelte jeg mig rimeligt tryg indtil Nils forsoegte at ride taet paa mig hvorpaa den ene mongolske dreng udbroed "No no, angry horse!". Tak, saa kom min skraek lige saa stille igen :-) Men men, det gik nu alt sammen og vi fik reddet en behagelig tur i oerkenen.
Tilbage i lejren fik vi serveret hvad jeg vil kalde et rigtig westernmaaltid i blikspand - det eneste der manglede var bare lige boennerne! Efter maden loeb Nils en tur - han skal jo holde sig fit for fight saa Taegen ikke faar for let spil hjemme i Semiprotouren! I mens han var ude kom John Wayne ind i vores ger. Han viste os hvordan man taendte det elektriske lys (suk, endnu en oedelagt forestilling om det idylliske nomadeliv!) og bad derefter Stefan laegge sig paa et af sovetaepperne paa gulvet. Vi gaettede paa at John Wayne blot ville konstarere, at Stefan var for lang til at ligge paa taeppet. Mongolerne er ikke ret store, saa det synes det er lidt sjovt med os store Europaere! Efter dette show forsatte han videre paa uforstaaeligt mongolsk, samtidig med at asken fra hans cigaret foeg ud over alle vores ting. Midt i det hele slaar John Wayne en ordentlig brandskid og vi andre maa kaempe med at holde masken. Han gaar kort efter og vi kan give efter for vores latterkramper! Det er nu meget sjovt at moede andre kulturer :-)
Jeg havde vundet pladsen paa gulvet, da jeg var den eneste, som havde medbragt liggeunderlag. Det var med let baeven jeg lagde mig her, da der de to foregaaende steder vi havde sovet havde vaeret mus i ger'en! Vi havde i disse sovet i sengen, saa det havde ikke vaeret noget problem. Men med formiddagens museerfaring frisk i erindringen kunne jeg nemt forestille mig hvordan jeg kunne vaagne med en hel musefamilie i soveposen. Alt dette blev gjort til skamme! Der var ingen mus og jeg sov fortrinligt!
Morgenmaden bestod her igen af snobroedsagtigt franskbroed og saa var det ellers afgang tilbage mod Ulan Bator. Vi afstod fra at spise paa vejen og det var et held! Halvanden time fra Ulan Bator fyger en sandstorm over os og sigtbarheden er omtrent nul - med frokost i maven havde vi vaeret endnu laengere vaek! Vi har hele tiden vaeret tilsmilet af vejrguderne og igen er de paa vores side. Et fantastisk regnvejr saetter ind og sigtbarheden er igen i top, saa vi kan rulle trygt tilbage til UB.
I morgen tager vi toget 8:00 mod Beijing hvor vi planmaessigt skal ankomme soendag kl. 14:00 lokal tid. Det har vaeret fantastisk i Mongoliet og vi kunne sagtens have byttet Yekaterinburg for et par dage mere i den mongolske oedemark! Men saadan er det jo at rejse. Man kan ikke altid vaere heldig!
Christian
mandag den 13. august 2007
I Djengis Khans fodspor
Vi forlod loerdag d. 11. Irkutsk. Selve dagen blev brugt paa at dalre lidt rundt i byen, der dog ikke rigtig havde noget at byde paa. Dens held maa vaere at den er springbraettet til Bajkalsoen :-)
Vi steg paa en tram om aftenen mod stationen. Hidtil har vi endnu ikke oplevet ubehagligheder eller lignende i det russiske, men en halv time foer vi sagde bye bye til landet hvor folk drikker mere vodka end vand maatte det selvfoelig ske. En satans lommetyv! Bedst som vi er staaet af trammen maa Nils konstatere, at han er blevet en pung fattigere. Heldigvis var der ikke mange penge i den, men et kreditkort var der desvaerre. Det er nu spaerret og det er ikke vaere end at vi stadig har mit kreditkort at bruge af. Hvis det saa bliver stjaalet maa vi faa os et job!
Selve turen fra Irkutsk til Ulan Bator i Mongoliet, som var hvor naeste stop er ikke specielt lang. 1100 km saadan omtrent. Men men. Paa vejen venter et moede med den russisk-mongolske graense! I disse EU dage, hvor graenserne ikke eksisterer, er man ikke vant til at taenke paa den slags som problematisk. Netop nu blevet vi mindet om at det kan det altsaa godt vaere! Vi ankom ved graensen 13:00 lokal tid. Foerst skal man vente 4 timer i den lille, yderst charmerende russiske graenseby Naishiki. Det er saa lige alt andet end hvad den by er. Den er faktisk et hul af den anden verden og rummer intet interessant. Det mest interessante, der skete, var at jeg formaaede at blive stukket af en hveps! Efter 4 timer bliver man gennet ind i toget for at sige dav dav til den russiske paskontrol, som blot tager ens pas. Derefter kan man vente yderligere 3 timer paa at faa det igen hvorefter det bliver toldmyndighedernes tur. Dem faar man lov at vente paa i toget, som holder stille. Dvs. der er ingen aircondition, ingen mulighed for at aabne vinduer eller gaa ud. Og ja, saa var temperaturen da lige omkring de 36 grader celsius! Toiletterne er aflaast, saa det er paa sin vis heldigt, at det er saa varmt, for saa sveder man da det meste vaeske ud. Eller det goer de fleste mennesker. En tjekkisk mand valgte en lidt anderledes loesning. Man kunne, hvis man havde vaeret snedig, stille sig i mellemgangen mellem togene hvor der er hul ned til skinnerne og faa rettet sin noed. Men man kan da ogsa bare vaelge at at tisse paa gulvet i rygeafsnittet!! Jeg ved ikke hvad der loeber gennem hovedet paa folk naar de goer den slags, men vi andre maatte altsaa nu leve med de 36 grader celsius og en ulidelig stank af pis i den ene ende af toget!! Omkring kl. 9 moeder vi de mongolske myndigheder, som kun bruger en halvanden, to timers tid paa tjekke pas, skille hele toget ad og tjekke for varer, der har toldvaesnets interesse. Jeg ved ikke hvad russerne skal bruge saa lang tid paa, men hurtige er de ihvertfald ikke. Men men, vi kom og over graensen, kunne laegge os til at sove og vaagne op i Ulan Bator til afstigning ca. 6.30 lokal tid. Jeg er glad for jeg sover tungt, for jeg hoerte ikke at togpersonalet, som nu ellers havde vaeret meget flinke undervejs, begyndte at aabne vores doer og bede os staa op kl. 05:00!! Det gjorde Nils, som kunne smile lettere skaevt til mig, da jeg vaegnede henved 06:00 :-)
I Ulan Bator havde vores hollandske venner, Marloes og Gerben, arrangeret at vi kunne bo paa samme hostel som dem. Oveni det blev vi hentet paa stationen af en dame og en chauffoer med et lille skilt med vores navne paa. Efter at have faaet en guidet tur hen til vort hostel, kom vi kun lige ind ad doeren, hvor den meget flinke ejer Mr. Kim selv satte slippers paa foedderne af os! Vi kunne herefter faa lidt informationer og nyde en god portion morgenmad. Her har de fattet sporten. Low cost morgenmad er helt fint naar bare der er franksbroed, nutella, syltetoej, the og kaffe! Alt dette koster den nette sum af 5 US Dollars pr. dag :-)
Vi arrangerede straks at tage en tur ud og besoege nomadefamilier, ride paa heste, se nationalparker und so weiter fra i morgen. I skrivende stund ved vi ikke om det kun bliver os to, der skal give den solo i den mongolske oedemark, men det er nu ogsaa meget fint. Faktum er at vi tager paa en 1200km tur rundt i landet fra tirsdag til fredag. Inden skal vi nok lige have koebt en engelsk-mongolsk glosebog for at kunne skabe lidt forstaaelse folk imellem :-) Loerdag drager vi saa mod Beijing hvor selveste Kejser Bo lader sig besoege!
Vi har brugt dagen i dag paa hente togbilletter, se paa buddhistiske templer, spise lokalt og vaere til mongolsk dans og sang show. Vi var saa heldige i det ene buddhistiske tempel at komme gratis med paa en tur rundt med en yderst velengelsktalende lama. Gruppen vi haegtede os paa var delvist hollandsk, irsk og engelsk og de lod os komme med ud og spise. Desuden gav de os tips om den mongolske sang og dans. Det var virkelig en stor oplevelse. Eksotiske instrumenter, strubesang, slangemennesker og alt mulig andet lod vi os fornoeje af i halvanden time til 5 US Dollars :-)
Vores umiddelbare indtryk af Ulan Bator er, at det er en fantastisk by! Den rummer endnu ikke saa mange sevaerdigheder, men mongolerne er meget service- og turistmindede - sidstnaevnte til tider lidt for meget maa man nok tilstaa, men det er til at lave med. Oveni er det svinebilligt saa det kan jo ikke vaere bedre!
Er i skrivende stund rigtig kvaestet og droemmer i den grad om dyner, saa lad dette blive alt for denne gang!
Vi snes,
Christian
Vi steg paa en tram om aftenen mod stationen. Hidtil har vi endnu ikke oplevet ubehagligheder eller lignende i det russiske, men en halv time foer vi sagde bye bye til landet hvor folk drikker mere vodka end vand maatte det selvfoelig ske. En satans lommetyv! Bedst som vi er staaet af trammen maa Nils konstatere, at han er blevet en pung fattigere. Heldigvis var der ikke mange penge i den, men et kreditkort var der desvaerre. Det er nu spaerret og det er ikke vaere end at vi stadig har mit kreditkort at bruge af. Hvis det saa bliver stjaalet maa vi faa os et job!
Selve turen fra Irkutsk til Ulan Bator i Mongoliet, som var hvor naeste stop er ikke specielt lang. 1100 km saadan omtrent. Men men. Paa vejen venter et moede med den russisk-mongolske graense! I disse EU dage, hvor graenserne ikke eksisterer, er man ikke vant til at taenke paa den slags som problematisk. Netop nu blevet vi mindet om at det kan det altsaa godt vaere! Vi ankom ved graensen 13:00 lokal tid. Foerst skal man vente 4 timer i den lille, yderst charmerende russiske graenseby Naishiki. Det er saa lige alt andet end hvad den by er. Den er faktisk et hul af den anden verden og rummer intet interessant. Det mest interessante, der skete, var at jeg formaaede at blive stukket af en hveps! Efter 4 timer bliver man gennet ind i toget for at sige dav dav til den russiske paskontrol, som blot tager ens pas. Derefter kan man vente yderligere 3 timer paa at faa det igen hvorefter det bliver toldmyndighedernes tur. Dem faar man lov at vente paa i toget, som holder stille. Dvs. der er ingen aircondition, ingen mulighed for at aabne vinduer eller gaa ud. Og ja, saa var temperaturen da lige omkring de 36 grader celsius! Toiletterne er aflaast, saa det er paa sin vis heldigt, at det er saa varmt, for saa sveder man da det meste vaeske ud. Eller det goer de fleste mennesker. En tjekkisk mand valgte en lidt anderledes loesning. Man kunne, hvis man havde vaeret snedig, stille sig i mellemgangen mellem togene hvor der er hul ned til skinnerne og faa rettet sin noed. Men man kan da ogsa bare vaelge at at tisse paa gulvet i rygeafsnittet!! Jeg ved ikke hvad der loeber gennem hovedet paa folk naar de goer den slags, men vi andre maatte altsaa nu leve med de 36 grader celsius og en ulidelig stank af pis i den ene ende af toget!! Omkring kl. 9 moeder vi de mongolske myndigheder, som kun bruger en halvanden, to timers tid paa tjekke pas, skille hele toget ad og tjekke for varer, der har toldvaesnets interesse. Jeg ved ikke hvad russerne skal bruge saa lang tid paa, men hurtige er de ihvertfald ikke. Men men, vi kom og over graensen, kunne laegge os til at sove og vaagne op i Ulan Bator til afstigning ca. 6.30 lokal tid. Jeg er glad for jeg sover tungt, for jeg hoerte ikke at togpersonalet, som nu ellers havde vaeret meget flinke undervejs, begyndte at aabne vores doer og bede os staa op kl. 05:00!! Det gjorde Nils, som kunne smile lettere skaevt til mig, da jeg vaegnede henved 06:00 :-)
I Ulan Bator havde vores hollandske venner, Marloes og Gerben, arrangeret at vi kunne bo paa samme hostel som dem. Oveni det blev vi hentet paa stationen af en dame og en chauffoer med et lille skilt med vores navne paa. Efter at have faaet en guidet tur hen til vort hostel, kom vi kun lige ind ad doeren, hvor den meget flinke ejer Mr. Kim selv satte slippers paa foedderne af os! Vi kunne herefter faa lidt informationer og nyde en god portion morgenmad. Her har de fattet sporten. Low cost morgenmad er helt fint naar bare der er franksbroed, nutella, syltetoej, the og kaffe! Alt dette koster den nette sum af 5 US Dollars pr. dag :-)
Vi arrangerede straks at tage en tur ud og besoege nomadefamilier, ride paa heste, se nationalparker und so weiter fra i morgen. I skrivende stund ved vi ikke om det kun bliver os to, der skal give den solo i den mongolske oedemark, men det er nu ogsaa meget fint. Faktum er at vi tager paa en 1200km tur rundt i landet fra tirsdag til fredag. Inden skal vi nok lige have koebt en engelsk-mongolsk glosebog for at kunne skabe lidt forstaaelse folk imellem :-) Loerdag drager vi saa mod Beijing hvor selveste Kejser Bo lader sig besoege!
Vi har brugt dagen i dag paa hente togbilletter, se paa buddhistiske templer, spise lokalt og vaere til mongolsk dans og sang show. Vi var saa heldige i det ene buddhistiske tempel at komme gratis med paa en tur rundt med en yderst velengelsktalende lama. Gruppen vi haegtede os paa var delvist hollandsk, irsk og engelsk og de lod os komme med ud og spise. Desuden gav de os tips om den mongolske sang og dans. Det var virkelig en stor oplevelse. Eksotiske instrumenter, strubesang, slangemennesker og alt mulig andet lod vi os fornoeje af i halvanden time til 5 US Dollars :-)
Vores umiddelbare indtryk af Ulan Bator er, at det er en fantastisk by! Den rummer endnu ikke saa mange sevaerdigheder, men mongolerne er meget service- og turistmindede - sidstnaevnte til tider lidt for meget maa man nok tilstaa, men det er til at lave med. Oveni er det svinebilligt saa det kan jo ikke vaere bedre!
Er i skrivende stund rigtig kvaestet og droemmer i den grad om dyner, saa lad dette blive alt for denne gang!
Vi snes,
Christian
fredag den 10. august 2007
Long time, much seen!
Nu starter romanen. Vi forlod Yekaterinburg soendag d. 5. kl. 01.45. Vi var allerede paa stationen loerdag d. 4. i den tro vi skulle koere der. Men men, efter lidt haandfagter frem og tilbage med nogle russere fik de os overbevist om at vores tog foerst koerte naeste dag. Rusland er saa stort og med mange tidszoner overalt i landet hvorfor togbilletterne er opgivet i Moskvatid. Vi skulle saaledes rejse d. 4. august 23:45 Moscow Time! I vores iver for at komme vaek fra Yekaterinburg havde vi lige glemt at tage hoejde for detaljen med datoen - dough! Men men, det er jo trods alt bedre at komme for tidligt end for sent, saa vi forsoegte, efter bedste evne, at tilbringe en dag mere i Yekaterinburg, skoent der absolut intet mere var at se.
Mens jeg husker det skal jeg lige fortaelle om vores foerste frokost paa vort stamsted i Yekaterinburg. Vi sidder og nu en laekker ret, mens jeg ud af oejenkrogen bemaerker en mand der kommer gaaende med en pistol paa gaden, dog i et hylster, som enhver god agent bruger, saa han kan skjule goebben under jakkesaettet. Det er en ung gut, der kommer gaaende med den. Vi kigger lidt efter ham og ser, at han moeder nogle venner. Puha, taenker vi. Vi var ikke vidne til noget stort. Han begynder at blaere sig med pistolen overfor sine venner. Fair nok, det er jo sikkert meget sjovt paa disse kanter. Men men, han tager sigte direkte mod os! Vi ser begge lidt surrealistisk paa hinanden og forsoeger vel lidt at dukke os, skoent vi jo udmaerket ved at ingen vil nakke os. Men alligevel, man tager sine forholdsregler. Saaledes den foerste frokost udenfor i Yekaterinburg. Fremover sad vi indenfor hvor det ogsaa var en mere behagelig temperatur :-)
Mens vi venter paa toget den rigtige dag lyder der i hoejtaleren noget i retning af "Tjest militse, bla bla bla russisk, tjest militse, bla bla bla russisk". Mit manglende kendskab til russisk bliver totalt udstillet her. "Tjest militse" kan nemt i mine sarte oerer hoeres som noget med "Tjetjenske militser", som jo har for vane, i deres kamp for selvstaendighed, at forsoege og omdanne Rusland til en udgave af Israel. Som det er vane i Rusland foregaar absolut intet paa engelsk, tysk eller noget andet end russisk. Man sidder saa der, som bleg turist, og ved ikke rigtig hvad man skal tro. Er der bomber ombord eller ligger der farer og lurer, mens man suser afsted over skinnerne? At jeg skriver dette retrospektivt maa berolige laeseren i den videre laesning.
Ombord paa den Transsibiriske mod Vladivostok var vi saa heldige at faa plads i en 2-mands kupe i 4-kupe's vognen. Den luksus er ellers forbeholdt 1. klasse-top dollar, Lars Bjarke!
Sagen er den at naar man rejser med den transsibiriske er der, sjovt nok, klart stoerst mulighed for at komme i kupe med russere. Det er som saadan fint nok - til et vist punkt! Problemet er, at disse sjaeldent taler noget der ligner engelsk, men paa ingen maade lider af mangel paa lyst til at tale. Det kan vaere sjovt nok at kaste lidt haandtegn og sige dyrelyde i et par timer, men som man nok kan forestille sig er det lidt svaert at snakke om Sartre og Camus kun ved brug af fingrene, saa samtalen bliver ganske basal. Den anden ting, der er ved russere ombord paa transi, er at de, maendene, (Rusland er et patriarkalsk samfund med stort P, saa kvinderne er meget ydmyge) render rundt i bar mave og tyller vodka og bajere, som vi andre ville drikke vand hvis vi var i oerkenen! De er derfor lidt hoejroestede, saa det er totalt umuligt at faa lukket et oeje ombord paa toget, hvis man bor i kupe med russere. Vi grinede lidt af en irer vi moedte paa toget, som rejser selv og havde fornoejelsen af 3. russiske soldater paa vej hjem. Jeg kan afsloere, at han ved ankomsten til Irkutsk saa rimelig ristet ud :-)
Vi ankom planmaessigt i Irkutsk kl. ca. 07:00 lokal tid og moedte med det samme nogle hollaendere, som vi fulgtes med rundt for at finde husly. Efter nogle lange timer (vi havde sovet daarligt om natten, da vi ankom ca. 00:00 dansk tid hvilket Nils og undertegnede ikke helt var fuldstaendig afvaennet fra - vi er saaledes nu pa +7 i forhold til Danmark!) fandt vi et hostel. Aarsagen til den lange ventetid skyldtes en meget soevnig receptionist, der sagde vi sagtens kunne sove der hvor hun nu arbejder. Vi skulle bare liiiiiiiige komme tilbage kl. 12 hvor der var check-in tid, ren formalia! Saaledes gjort, men nu var receptionisten vaek og erstattet af en ufattelig ubehjaelpelig russisk fyr, som noegternt konstaterede, at der ikke var plads og end ikke ville hjaelpe os med at finde et andet hostel. Han sagde pure at han ikke kendte til andre hostels. Det har jeg aldrig oplevet foer, oev! Et andet hostel, dog fuldt optaget, fik arrangeret saa vi kunne komme paa et tredje, super!
Det havde hele tiden vaeret meningen, at Irkutsk kun skulle vaere et springbraet til Bajkalsoeen, da byen i sig selv ikke er en vanvittig perle, men nu alligevel meget hyggelig. Vi bookede derfor i faelleskab med vores 3 nye hollandske venner, Marloes, Gerben og Roald, en tur til Bajkalsoen, naermere bestemt Olkhon-oeen.
Bajkalsoen er verdens dybeste indsoe og saa stor at den mest af alt ligner et hav! Olkhon er en lille oe i soen, hvor mange russere og i begraenset omfang backpackere, valfarter til for at nyde stilheden og naturen. Vi blev efter en eksotisk og ekstremt hoppende bustur indkvarteret paa en slags hotel med full accommodation dvs. 3 daglige maaltider - altsammen til en slik - nice! Der er ikke rindende vand paa oen, saa toiletterne er hvad jeg kort vil benaevne et svenske dvs. et hul i jorden og de simple brusere paa stedet er fyldt med dejligste, kolde vand. Rigtig skovtur - laekkert!
Foerste dag ankom vi relativt sent - det tager en 5 timers tid at komme derop, saa der blev kun tid til at udforske oen lidt til fods og kravle paa lidt klipper foerend vi skulle spise aftensmad. Efter aftensmaden vendte vi tilbage til stranden for at se solnedgang og lave baal. Det endte med, at den enlige pige, Marloes, saa solnedgangen selv, mens de fire resterende fyre blaerede sig med alle deres spejdertricks og baaltaendingserfaring :-)
Dag to paa oeen var der planlagt en tur i jeep dvs. en militaerjeep anno mange aar siden med plads til en mindre krigsenhed. Kort sagt: Et folkevognsrugbroed med nogle ordentlige hjul :-)
Oen har ingen asfalteret vej, saa det blev en dag, som en af de gode paa mountainbiken i Rude Skov. Dvs. meget op og ned og totalt ujaevnt.
Et sidespring, skoent en forelaeser en gang fortalte mig, at det maa man ikke.
Netop mountainbiken havde vaeret fantastisk her. Vi sov i oevrigt paa hostel med en englaender, der havde medbragt sin cykel i toget hele vejen fra London for primaert at cykle paa denne oe. Det forstaar jeg godt han gad :-)
Tilbage i rugbroedet susede vi oen rundt med en chauffoer, der gav den max kaffe hele dagen, som det hedder sig i Ourejargonen. Vi saa en masse fantastiske udsigspunkter og fik et godt indtryk af en soe, som er ufattelig stor. Noget med 636km i fugleflugt fra den ene ende til den anden, en max bredde paa 80km og en max dybde paa 1637m! Undervejs lavede chauffoeren os en laekker frokost med fisk, salat, salami osv. Dertil drikkes varm the. Man maa vaenne sig til, at russerne drikker varm the uanset hvor mange og halvtreds grader celsius thermometret viser! Personligt synes jeg faktisk det er rigtig godt. Maaske danskere bare er lidt unuancerede naar de kun drikker kolde ting i forbindelse med maden?
Efter rundturen paa oen, som varede det meste af dagen var der bad og banja! Banja er den russiske sauna, som de varmer op med trae, men ellersen minder den meget om de saunaer man finder i Danmark. Dog med en lille detalje, som der kommer naermere om her. Vi var fire noegne maend - Marloes ville ikke i Banja - der begav os ud paa dette saunaeventyr. Godt spaendte gjorde Nils klar til at kaster en ordentlig ladning vand ind paa stenene. Her er forskellen mellem Danmark og Rusland. I Danmark er varmen orienteret saa dampen stiger horisontalt opad - i Rusland stiger dampen vertikalt ud. Dette resulterede i, sammen med en alt for stor ladning vand, at Nils fik sig en gang rimelig hed damp over hoejre haand. Vi var glade for, at det ikke var andre dele, der blev ramt, og kunne konstatere, at skaden umiddelbart ikke var saa stor og Nils kunne saaledes fortsatte i saunanen med haanden i isvand. Efter endt banja konstaterer Nils dog, at det ikke helt er sagen. Han kan ikke gaa nogen steder uden at have haanden i koldt vand. Vi soeger hjaelp i koekkenet, hvor de mongolske medhjaelpere laegger en forbinding med kartofler efter at have smurt noget bedoevende paa. Herefter bliver koekkenet overfyldt med russere - russere paa disse egne er ikke saa diskrete, saa koekkenet er bugnende fuldt med mennesker, der vil give god raad. Der bliver nu lagt en ny forbinding og der bliver renset med iod. Folk begynder at ringe til deres laeger i Moskva og snakker om Ciproflaxicin osv. osv. En mand dukker op med hvad vi tror er koelespray og insisterer paa, at det er supergodt og en dame forsikrer om at dette produkt er helt fint, da det er "Made in Germany", men ellers kun med en russisk vejledning. Dog staar der en enkelt ting paa latin "herpes solaris labialis" - forkoelelsessaar om munden! En masse maend kommer med vodka og siger, her gaetter jeg, at Nils bare skal drikke sig fuld, saa er der ingen problemer!
Problemet med alle disse meget venlige russere er, at de alle vil have deres behandling gennemfoert og nogle vil endda have Nils til laegen. Dvs. ca. 5 timer til Irkutsk i bil!! Vi maa kaste haandklaedet i ringen og jeg skriver beskeder og ringer til Danmark for at faa hjaelp. Her faar vi at vide, at det ikke er saa slemt og vi bare skal skylle det laenge under rindende vand og soerge for, at der ikke gaar hul paa blaererne. Det goer vi og i kombination med lidt smertestillende medicin og en forbinding skifter Nils tilbage til et normalt, gladt ansigtsudtryk igen.
Tusind tak Betsen og Signe - i reddede 1. stk. oem mand og 1. stk. stresset kammerat via jeres uafhaengige, ens svar :-)
Herefter kunne vi returnere til vores hollandske venner, der var blevet foroeget med vores tyske ven Marcus, som vi moedte i Yekaterinburg, paa stranden, hvor de havde lavet baal. Da dette doede gik vi hjemad, men slog lige et smut forbi russerne i haven der grillede, sang og drak en ufattelig masse vodka. Det var fedt! Russere er vanvittigt gaestfrie og vi blev straks proppet med mad (uhm, laekkert lam) osv. som det hedder sig efter alle russiske forskrifter. Nogle kunne lidt engelsk, en anden lidt tysk og saa gik snakken ellers. En overgang knap saa meget snak, men fremfoerelse af nationale sange. En hollandsk sang sunget af Roald, en smuk duet af Nils og jeg (Kvinde min!) og en masse, meget lange russiske faedrelandssange med baade mands- og kvindekor. Kort sagt: en ganske hyggelig og totalt utaenkelig situation for en dansker. Totalt utaenkelig fordi jeg i min vildeste fantasi ikke kunne forestille mig en dansk grillfest hvor man hiver et par tilfaeldige ind fra gaden, som man ikke rigtig forstaar, men insisterer paa de skal spise ens mad og drikke ens sprut til de falder om!
Dagen derpaa med meget lidt soevn - jeg var egentlig meget frisk, men jeg havde ogsaa holdt mig godt beskaeftiget med lammet og derfor undsluppet vodkaen - kunne vi koere hjemad mod Irkutsk. Det blev, som paa vej derop, en tur paa doedens rand, hvor jeg vil skyde paa chauffoeren har lavet overhalinger, overtraadt fartgraenser mm. saa han paa turen ville kunne faa frakendt koerekortet henved 30 gange :-)
Paa vores gaatur hjem til hostellet, hvor vi havde faaet lov til at stille vores tunge pick-pack, ser vi noget vi ikke har set foer. Et faerdselsuheld hvor begge parter er skyldige. En kvinde der overhaler en sporvogn venstre om (dvs. direkte i modsat spor-hvad fanden taenker man!!) paa en meget trafikeret vej. Hun rammer en mand, vil lave en U-vending rundt om sporvognen over i den anden vejbane - fuldstaendig vanvittigt, da der taet trafik i fire spor! Ingen kommer til skade udover bilerne, der slog sig en del. Det hele resulterede i, at begge parter koerte videre efter 1-2 minutters samtale. Vores konklusion: Det er hverdagskost paa disse breddegrader!
Og saa er vi saa fremme ved skrivende stund. I morgen aften tager vi toget til Ulan Bator i Mongoliet, hvor det er meningen at vi skal bo med nogle nomadefamilier et par dage, men det falder foerst endelig paa plads naar vi naar til Mongoliet!
Have det godt,
Christian
Mens jeg husker det skal jeg lige fortaelle om vores foerste frokost paa vort stamsted i Yekaterinburg. Vi sidder og nu en laekker ret, mens jeg ud af oejenkrogen bemaerker en mand der kommer gaaende med en pistol paa gaden, dog i et hylster, som enhver god agent bruger, saa han kan skjule goebben under jakkesaettet. Det er en ung gut, der kommer gaaende med den. Vi kigger lidt efter ham og ser, at han moeder nogle venner. Puha, taenker vi. Vi var ikke vidne til noget stort. Han begynder at blaere sig med pistolen overfor sine venner. Fair nok, det er jo sikkert meget sjovt paa disse kanter. Men men, han tager sigte direkte mod os! Vi ser begge lidt surrealistisk paa hinanden og forsoeger vel lidt at dukke os, skoent vi jo udmaerket ved at ingen vil nakke os. Men alligevel, man tager sine forholdsregler. Saaledes den foerste frokost udenfor i Yekaterinburg. Fremover sad vi indenfor hvor det ogsaa var en mere behagelig temperatur :-)
Mens vi venter paa toget den rigtige dag lyder der i hoejtaleren noget i retning af "Tjest militse, bla bla bla russisk, tjest militse, bla bla bla russisk". Mit manglende kendskab til russisk bliver totalt udstillet her. "Tjest militse" kan nemt i mine sarte oerer hoeres som noget med "Tjetjenske militser", som jo har for vane, i deres kamp for selvstaendighed, at forsoege og omdanne Rusland til en udgave af Israel. Som det er vane i Rusland foregaar absolut intet paa engelsk, tysk eller noget andet end russisk. Man sidder saa der, som bleg turist, og ved ikke rigtig hvad man skal tro. Er der bomber ombord eller ligger der farer og lurer, mens man suser afsted over skinnerne? At jeg skriver dette retrospektivt maa berolige laeseren i den videre laesning.
Ombord paa den Transsibiriske mod Vladivostok var vi saa heldige at faa plads i en 2-mands kupe i 4-kupe's vognen. Den luksus er ellers forbeholdt 1. klasse-top dollar, Lars Bjarke!
Sagen er den at naar man rejser med den transsibiriske er der, sjovt nok, klart stoerst mulighed for at komme i kupe med russere. Det er som saadan fint nok - til et vist punkt! Problemet er, at disse sjaeldent taler noget der ligner engelsk, men paa ingen maade lider af mangel paa lyst til at tale. Det kan vaere sjovt nok at kaste lidt haandtegn og sige dyrelyde i et par timer, men som man nok kan forestille sig er det lidt svaert at snakke om Sartre og Camus kun ved brug af fingrene, saa samtalen bliver ganske basal. Den anden ting, der er ved russere ombord paa transi, er at de, maendene, (Rusland er et patriarkalsk samfund med stort P, saa kvinderne er meget ydmyge) render rundt i bar mave og tyller vodka og bajere, som vi andre ville drikke vand hvis vi var i oerkenen! De er derfor lidt hoejroestede, saa det er totalt umuligt at faa lukket et oeje ombord paa toget, hvis man bor i kupe med russere. Vi grinede lidt af en irer vi moedte paa toget, som rejser selv og havde fornoejelsen af 3. russiske soldater paa vej hjem. Jeg kan afsloere, at han ved ankomsten til Irkutsk saa rimelig ristet ud :-)
Vi ankom planmaessigt i Irkutsk kl. ca. 07:00 lokal tid og moedte med det samme nogle hollaendere, som vi fulgtes med rundt for at finde husly. Efter nogle lange timer (vi havde sovet daarligt om natten, da vi ankom ca. 00:00 dansk tid hvilket Nils og undertegnede ikke helt var fuldstaendig afvaennet fra - vi er saaledes nu pa +7 i forhold til Danmark!) fandt vi et hostel. Aarsagen til den lange ventetid skyldtes en meget soevnig receptionist, der sagde vi sagtens kunne sove der hvor hun nu arbejder. Vi skulle bare liiiiiiiige komme tilbage kl. 12 hvor der var check-in tid, ren formalia! Saaledes gjort, men nu var receptionisten vaek og erstattet af en ufattelig ubehjaelpelig russisk fyr, som noegternt konstaterede, at der ikke var plads og end ikke ville hjaelpe os med at finde et andet hostel. Han sagde pure at han ikke kendte til andre hostels. Det har jeg aldrig oplevet foer, oev! Et andet hostel, dog fuldt optaget, fik arrangeret saa vi kunne komme paa et tredje, super!
Det havde hele tiden vaeret meningen, at Irkutsk kun skulle vaere et springbraet til Bajkalsoeen, da byen i sig selv ikke er en vanvittig perle, men nu alligevel meget hyggelig. Vi bookede derfor i faelleskab med vores 3 nye hollandske venner, Marloes, Gerben og Roald, en tur til Bajkalsoen, naermere bestemt Olkhon-oeen.
Bajkalsoen er verdens dybeste indsoe og saa stor at den mest af alt ligner et hav! Olkhon er en lille oe i soen, hvor mange russere og i begraenset omfang backpackere, valfarter til for at nyde stilheden og naturen. Vi blev efter en eksotisk og ekstremt hoppende bustur indkvarteret paa en slags hotel med full accommodation dvs. 3 daglige maaltider - altsammen til en slik - nice! Der er ikke rindende vand paa oen, saa toiletterne er hvad jeg kort vil benaevne et svenske dvs. et hul i jorden og de simple brusere paa stedet er fyldt med dejligste, kolde vand. Rigtig skovtur - laekkert!
Foerste dag ankom vi relativt sent - det tager en 5 timers tid at komme derop, saa der blev kun tid til at udforske oen lidt til fods og kravle paa lidt klipper foerend vi skulle spise aftensmad. Efter aftensmaden vendte vi tilbage til stranden for at se solnedgang og lave baal. Det endte med, at den enlige pige, Marloes, saa solnedgangen selv, mens de fire resterende fyre blaerede sig med alle deres spejdertricks og baaltaendingserfaring :-)
Dag to paa oeen var der planlagt en tur i jeep dvs. en militaerjeep anno mange aar siden med plads til en mindre krigsenhed. Kort sagt: Et folkevognsrugbroed med nogle ordentlige hjul :-)
Oen har ingen asfalteret vej, saa det blev en dag, som en af de gode paa mountainbiken i Rude Skov. Dvs. meget op og ned og totalt ujaevnt.
Et sidespring, skoent en forelaeser en gang fortalte mig, at det maa man ikke.
Netop mountainbiken havde vaeret fantastisk her. Vi sov i oevrigt paa hostel med en englaender, der havde medbragt sin cykel i toget hele vejen fra London for primaert at cykle paa denne oe. Det forstaar jeg godt han gad :-)
Tilbage i rugbroedet susede vi oen rundt med en chauffoer, der gav den max kaffe hele dagen, som det hedder sig i Ourejargonen. Vi saa en masse fantastiske udsigspunkter og fik et godt indtryk af en soe, som er ufattelig stor. Noget med 636km i fugleflugt fra den ene ende til den anden, en max bredde paa 80km og en max dybde paa 1637m! Undervejs lavede chauffoeren os en laekker frokost med fisk, salat, salami osv. Dertil drikkes varm the. Man maa vaenne sig til, at russerne drikker varm the uanset hvor mange og halvtreds grader celsius thermometret viser! Personligt synes jeg faktisk det er rigtig godt. Maaske danskere bare er lidt unuancerede naar de kun drikker kolde ting i forbindelse med maden?
Efter rundturen paa oen, som varede det meste af dagen var der bad og banja! Banja er den russiske sauna, som de varmer op med trae, men ellersen minder den meget om de saunaer man finder i Danmark. Dog med en lille detalje, som der kommer naermere om her. Vi var fire noegne maend - Marloes ville ikke i Banja - der begav os ud paa dette saunaeventyr. Godt spaendte gjorde Nils klar til at kaster en ordentlig ladning vand ind paa stenene. Her er forskellen mellem Danmark og Rusland. I Danmark er varmen orienteret saa dampen stiger horisontalt opad - i Rusland stiger dampen vertikalt ud. Dette resulterede i, sammen med en alt for stor ladning vand, at Nils fik sig en gang rimelig hed damp over hoejre haand. Vi var glade for, at det ikke var andre dele, der blev ramt, og kunne konstatere, at skaden umiddelbart ikke var saa stor og Nils kunne saaledes fortsatte i saunanen med haanden i isvand. Efter endt banja konstaterer Nils dog, at det ikke helt er sagen. Han kan ikke gaa nogen steder uden at have haanden i koldt vand. Vi soeger hjaelp i koekkenet, hvor de mongolske medhjaelpere laegger en forbinding med kartofler efter at have smurt noget bedoevende paa. Herefter bliver koekkenet overfyldt med russere - russere paa disse egne er ikke saa diskrete, saa koekkenet er bugnende fuldt med mennesker, der vil give god raad. Der bliver nu lagt en ny forbinding og der bliver renset med iod. Folk begynder at ringe til deres laeger i Moskva og snakker om Ciproflaxicin osv. osv. En mand dukker op med hvad vi tror er koelespray og insisterer paa, at det er supergodt og en dame forsikrer om at dette produkt er helt fint, da det er "Made in Germany", men ellers kun med en russisk vejledning. Dog staar der en enkelt ting paa latin "herpes solaris labialis" - forkoelelsessaar om munden! En masse maend kommer med vodka og siger, her gaetter jeg, at Nils bare skal drikke sig fuld, saa er der ingen problemer!
Problemet med alle disse meget venlige russere er, at de alle vil have deres behandling gennemfoert og nogle vil endda have Nils til laegen. Dvs. ca. 5 timer til Irkutsk i bil!! Vi maa kaste haandklaedet i ringen og jeg skriver beskeder og ringer til Danmark for at faa hjaelp. Her faar vi at vide, at det ikke er saa slemt og vi bare skal skylle det laenge under rindende vand og soerge for, at der ikke gaar hul paa blaererne. Det goer vi og i kombination med lidt smertestillende medicin og en forbinding skifter Nils tilbage til et normalt, gladt ansigtsudtryk igen.
Tusind tak Betsen og Signe - i reddede 1. stk. oem mand og 1. stk. stresset kammerat via jeres uafhaengige, ens svar :-)
Herefter kunne vi returnere til vores hollandske venner, der var blevet foroeget med vores tyske ven Marcus, som vi moedte i Yekaterinburg, paa stranden, hvor de havde lavet baal. Da dette doede gik vi hjemad, men slog lige et smut forbi russerne i haven der grillede, sang og drak en ufattelig masse vodka. Det var fedt! Russere er vanvittigt gaestfrie og vi blev straks proppet med mad (uhm, laekkert lam) osv. som det hedder sig efter alle russiske forskrifter. Nogle kunne lidt engelsk, en anden lidt tysk og saa gik snakken ellers. En overgang knap saa meget snak, men fremfoerelse af nationale sange. En hollandsk sang sunget af Roald, en smuk duet af Nils og jeg (Kvinde min!) og en masse, meget lange russiske faedrelandssange med baade mands- og kvindekor. Kort sagt: en ganske hyggelig og totalt utaenkelig situation for en dansker. Totalt utaenkelig fordi jeg i min vildeste fantasi ikke kunne forestille mig en dansk grillfest hvor man hiver et par tilfaeldige ind fra gaden, som man ikke rigtig forstaar, men insisterer paa de skal spise ens mad og drikke ens sprut til de falder om!
Dagen derpaa med meget lidt soevn - jeg var egentlig meget frisk, men jeg havde ogsaa holdt mig godt beskaeftiget med lammet og derfor undsluppet vodkaen - kunne vi koere hjemad mod Irkutsk. Det blev, som paa vej derop, en tur paa doedens rand, hvor jeg vil skyde paa chauffoeren har lavet overhalinger, overtraadt fartgraenser mm. saa han paa turen ville kunne faa frakendt koerekortet henved 30 gange :-)
Paa vores gaatur hjem til hostellet, hvor vi havde faaet lov til at stille vores tunge pick-pack, ser vi noget vi ikke har set foer. Et faerdselsuheld hvor begge parter er skyldige. En kvinde der overhaler en sporvogn venstre om (dvs. direkte i modsat spor-hvad fanden taenker man!!) paa en meget trafikeret vej. Hun rammer en mand, vil lave en U-vending rundt om sporvognen over i den anden vejbane - fuldstaendig vanvittigt, da der taet trafik i fire spor! Ingen kommer til skade udover bilerne, der slog sig en del. Det hele resulterede i, at begge parter koerte videre efter 1-2 minutters samtale. Vores konklusion: Det er hverdagskost paa disse breddegrader!
Og saa er vi saa fremme ved skrivende stund. I morgen aften tager vi toget til Ulan Bator i Mongoliet, hvor det er meningen at vi skal bo med nogle nomadefamilier et par dage, men det falder foerst endelig paa plads naar vi naar til Mongoliet!
Have det godt,
Christian
torsdag den 2. august 2007
Untold stories
Som tidligere skrevet befinder vi os paa nuvaerende tidspunkt i Yekatarinburg, som ligger klods op af Uralbjergene. Byen skulle have hvad der svarer til 1.5 millioner indbyggere, men naar man naermer sig med toget er det alt andet end synet af en storby man ser. Faktisk maa vi tilstaa at vi ikke rigtig ved hvor folk bor for byen ser altsaa ikke saerlig stor i forhold til fx Koebenhavn.
Vi er i Asien, da Rusland jo som bekendt er baade en del af Europa og Asien. Folk ser dog ikke specielt asiatiske ud her, men der er da dog lidt blandingsprodukter plus nogle kinesere at spotte i gadebilledet. Men men, de koerer som doed og helvede i deres biler (hvoraf halvdelen ikke har bestaaet Statens Bilsyn siden '84!) og foruereningen er saa tyk, at man kommer bedst frem ved at krybe langs jorden med en gasmaske paa. Lige praecis disse to faktorer goer, at man ikke er i tvivl om hvorvidt man er i Asien eller ej :-) Ihvertfald med mit tidligere besoeg i Beijing hos den smukke, smukke prinsesse Mary og Kejser Bo in mente!
Som jeg har naevnt kort tidligere snakker ingen mennesker engelsk i denne by og det er virkelig ingen. I loebet af de 3 dage vi har vaeret her har vi moedt og jeg lyver ikke, 4 mennesker, som snakker engelsk blandt den del af lokalbefolkningen vi har moedt!! Jeg har aldrig proevet noget lignende!! En del af forklaringen er, at byen har vaeret lukket for turister indtil 1991 grundet den store vaabenproduktion, der har fundet sted under Sovjettiden i byen. Derfor finder man ogsaa mange som kigger lidt noeje paa en, da der ikke er mange turister paa disse kanter.
Vi har brugt tiden paa at se de ting der er i byen og det er ikke saa meget. Nogle monumenter fra krigen mod Afghanistan, et krigsmuseum og vandland. Krigsmuseet var ret interessant, da vi fik en gratis russisktalende guide med i koebet. En aeldre dame rendte troligt efter os forklarede om alt hvad vi kom til at kigge paa. Paa russisk naturligvis! Det er en af de ting der er med russere. Siger man, at man ikke forstaar russisk gentager de troligt igen 10 decibel hoejere paa russisk. Denne proces fortsaetter indtil man siger "Spasiba!"="Tak!" eller blot ser ud som om det vedkommende lige har sagt er lysende klart. Man vaenner sig derfor til at have et konstant forstaaende blik :-) Saaledes blev vi tvunget til at tage en masse billeder paa museet, skoent vi var blevet instrueret i at man ikke maatte, da vi loeste billet. Naar jeg siger tvunget mener jeg i oevrigt i betydningen tvang. Den aeldre dame var ikke tilfreds foerend vi havde taget billeder af det vi oenskede. Men det var nu ok. Generelt er russerne enormt venlige og utrolig soede og vi har maatte vaenne det vestlige billede af Rusland totalt paa hovedet. Vi har ikke oplevet hvad der ligner farer eller hoert om folk der er blevet roevet. Den eneste fare, som vi umiddelbart ser er deres alkoholforbrug. En aegte russer gaar ikke rundt uden en oel i haanden og drikker gerne en flaske vodka for sig selv. Ergo maa man erkende at de har et loest forhold til alkohol og derfor skal man vaere opmaerksom i nattens mulm og moerke. Det goer vi os ikke saa meget i, saa det er jo i og for sig ikke saa stor en fare for os. Dog er vi blevet raadet til at komme tidligt i dag, da det er nationaldag for faldskaermssoldater og disse skulle ifoelge lokale kilder vaere farlige at komme i naerheden just i dag paa grund af den foeromtalte vodka. Jeg tror vi bliver hjemme vores tv og ser endnu en kamp fra den forgangne saesons CL eller noget rugby fra 80erne :-)
Hovedattraktionen i byen, eller det byen er kendt for udover at vaere hjemstavn for den nyligt afdoede spritter Boris Yeltsin, er, at det var her i 1918 at tsar familien (tsar Nicolai d. 2, kone, boern mf., men ikke Dagmar!) blev slaaet ihjel af Bolsjevikkerne for at symbolisere overgangen fra monarki til kommunisme. At der lige var 3 aars yderligere krig mellem den hvide og den roede haer er en detalje. Vi har set der hvor de blev slaaet ihjel, begravet, gravet op og gravet ned igen samt hvor de boede mens de boede i byen. Boede er nok et fint ord. De var i heftigt fangenskab af Bolsjevikkerne hvorfor de ikke forlod den synkende skude som fx den kaere Dagmar.
Vi saa ovennaevnte steder paa en yderst glimrende guidet tur vi var paa med en lokal pige, Maryana og lokal chauffoer, Andrei. Maryana er en af de foeromtalte engelsktalende mennesker vi har moedt og vi sugede en masse information ud af hende nu hvor vi havde en lokal at tale med. Andrei derimod var mest interesseret i hoere 90er techno (som det meste af byens mandlige befolkning ioevrigt svaerger til. Vi har svaert ved at sove hver nat grundet masser af techno fra biler paa gaden, bilraes/daekafbraending og bilalarmer, som i et vaek fylder lydbilledet!) og ville gerne koere lastbil i Australien, men nu en meget hyggelig faetter, som serverede en gang serioes doedskoersel i hvad der foeltes som vejene omkring Kabul. Turen blev afsluttet med at vi saa graensen mellem Europa og Asien. Her kunne man saa, omtrent ligesom i Skagen, stille sig med et ben i hver verdensdel!
Vi har vadet en del rundt med en tysker, Marcus, som rejser ca. samme rute som os, bare egenhaendigt. Ham moedes vi med igen i Irkutsk hvor vi haaber at kunne komme paa en serioes vandre- og eller cykeltur omkring Baikalsoen. Her drager vi mod i morgen. En lille rask togtur paa 3 dage og smaa 4000 kilometer oestpaa. Det bliver sikkert haardt og jeg haaber ikke man faar alt for meget klaus af at sidde i toget saa laenge :-) Heldigvis kan man staa undervejs og straekke ben hvor en masse saelgere forsoeger at prakke en alskens fornoedenheder paa. Paa vej hertil var det blandet andet porcelaen, krystalglas og teddybjoerne, som den erfarne backpacker, da sagtens kunne have med paa sin videre faerd :-)
Jeg vil lukke herfra. Jeg kunne skrive en roman, men vil spare jer. Vi snes,
Christian
Vi er i Asien, da Rusland jo som bekendt er baade en del af Europa og Asien. Folk ser dog ikke specielt asiatiske ud her, men der er da dog lidt blandingsprodukter plus nogle kinesere at spotte i gadebilledet. Men men, de koerer som doed og helvede i deres biler (hvoraf halvdelen ikke har bestaaet Statens Bilsyn siden '84!) og foruereningen er saa tyk, at man kommer bedst frem ved at krybe langs jorden med en gasmaske paa. Lige praecis disse to faktorer goer, at man ikke er i tvivl om hvorvidt man er i Asien eller ej :-) Ihvertfald med mit tidligere besoeg i Beijing hos den smukke, smukke prinsesse Mary og Kejser Bo in mente!
Som jeg har naevnt kort tidligere snakker ingen mennesker engelsk i denne by og det er virkelig ingen. I loebet af de 3 dage vi har vaeret her har vi moedt og jeg lyver ikke, 4 mennesker, som snakker engelsk blandt den del af lokalbefolkningen vi har moedt!! Jeg har aldrig proevet noget lignende!! En del af forklaringen er, at byen har vaeret lukket for turister indtil 1991 grundet den store vaabenproduktion, der har fundet sted under Sovjettiden i byen. Derfor finder man ogsaa mange som kigger lidt noeje paa en, da der ikke er mange turister paa disse kanter.
Vi har brugt tiden paa at se de ting der er i byen og det er ikke saa meget. Nogle monumenter fra krigen mod Afghanistan, et krigsmuseum og vandland. Krigsmuseet var ret interessant, da vi fik en gratis russisktalende guide med i koebet. En aeldre dame rendte troligt efter os forklarede om alt hvad vi kom til at kigge paa. Paa russisk naturligvis! Det er en af de ting der er med russere. Siger man, at man ikke forstaar russisk gentager de troligt igen 10 decibel hoejere paa russisk. Denne proces fortsaetter indtil man siger "Spasiba!"="Tak!" eller blot ser ud som om det vedkommende lige har sagt er lysende klart. Man vaenner sig derfor til at have et konstant forstaaende blik :-) Saaledes blev vi tvunget til at tage en masse billeder paa museet, skoent vi var blevet instrueret i at man ikke maatte, da vi loeste billet. Naar jeg siger tvunget mener jeg i oevrigt i betydningen tvang. Den aeldre dame var ikke tilfreds foerend vi havde taget billeder af det vi oenskede. Men det var nu ok. Generelt er russerne enormt venlige og utrolig soede og vi har maatte vaenne det vestlige billede af Rusland totalt paa hovedet. Vi har ikke oplevet hvad der ligner farer eller hoert om folk der er blevet roevet. Den eneste fare, som vi umiddelbart ser er deres alkoholforbrug. En aegte russer gaar ikke rundt uden en oel i haanden og drikker gerne en flaske vodka for sig selv. Ergo maa man erkende at de har et loest forhold til alkohol og derfor skal man vaere opmaerksom i nattens mulm og moerke. Det goer vi os ikke saa meget i, saa det er jo i og for sig ikke saa stor en fare for os. Dog er vi blevet raadet til at komme tidligt i dag, da det er nationaldag for faldskaermssoldater og disse skulle ifoelge lokale kilder vaere farlige at komme i naerheden just i dag paa grund af den foeromtalte vodka. Jeg tror vi bliver hjemme vores tv og ser endnu en kamp fra den forgangne saesons CL eller noget rugby fra 80erne :-)
Hovedattraktionen i byen, eller det byen er kendt for udover at vaere hjemstavn for den nyligt afdoede spritter Boris Yeltsin, er, at det var her i 1918 at tsar familien (tsar Nicolai d. 2, kone, boern mf., men ikke Dagmar!) blev slaaet ihjel af Bolsjevikkerne for at symbolisere overgangen fra monarki til kommunisme. At der lige var 3 aars yderligere krig mellem den hvide og den roede haer er en detalje. Vi har set der hvor de blev slaaet ihjel, begravet, gravet op og gravet ned igen samt hvor de boede mens de boede i byen. Boede er nok et fint ord. De var i heftigt fangenskab af Bolsjevikkerne hvorfor de ikke forlod den synkende skude som fx den kaere Dagmar.
Vi saa ovennaevnte steder paa en yderst glimrende guidet tur vi var paa med en lokal pige, Maryana og lokal chauffoer, Andrei. Maryana er en af de foeromtalte engelsktalende mennesker vi har moedt og vi sugede en masse information ud af hende nu hvor vi havde en lokal at tale med. Andrei derimod var mest interesseret i hoere 90er techno (som det meste af byens mandlige befolkning ioevrigt svaerger til. Vi har svaert ved at sove hver nat grundet masser af techno fra biler paa gaden, bilraes/daekafbraending og bilalarmer, som i et vaek fylder lydbilledet!) og ville gerne koere lastbil i Australien, men nu en meget hyggelig faetter, som serverede en gang serioes doedskoersel i hvad der foeltes som vejene omkring Kabul. Turen blev afsluttet med at vi saa graensen mellem Europa og Asien. Her kunne man saa, omtrent ligesom i Skagen, stille sig med et ben i hver verdensdel!
Vi har vadet en del rundt med en tysker, Marcus, som rejser ca. samme rute som os, bare egenhaendigt. Ham moedes vi med igen i Irkutsk hvor vi haaber at kunne komme paa en serioes vandre- og eller cykeltur omkring Baikalsoen. Her drager vi mod i morgen. En lille rask togtur paa 3 dage og smaa 4000 kilometer oestpaa. Det bliver sikkert haardt og jeg haaber ikke man faar alt for meget klaus af at sidde i toget saa laenge :-) Heldigvis kan man staa undervejs og straekke ben hvor en masse saelgere forsoeger at prakke en alskens fornoedenheder paa. Paa vej hertil var det blandet andet porcelaen, krystalglas og teddybjoerne, som den erfarne backpacker, da sagtens kunne have med paa sin videre faerd :-)
Jeg vil lukke herfra. Jeg kunne skrive en roman, men vil spare jer. Vi snes,
Christian
onsdag den 1. august 2007
Paa Transi
Vi forlod Moskva soendag d. 29. juli. Vi brugte de sidste par dage paa at se lidt forskellige ting. Blandt det mest kendte boer nok naevnes Kreml, byen i byen og fortidens magthoejborg.
Man kommer ind i et helt lukket land omkredset af store mure. Der foregaar stadig en del politisk/officielt/whatever indenfor murene og en masse soldater skriger lystigt i deres floejte efter uvorne turister, som ikke har fattet dette. Det goer, at det meste er spaerret af og man saaledes maa noejes med at se nogle af de storslaaede kirker stedet huser. Det er vaerd, at vide at Kreml i sin tid var hovedsaede for den Russisk-Ortodokse kirke og derefter har haft overhovedet, patriarken, for dette boende. Naar alt dette er sagt var vi ikke synderligt imponerede over Kreml. Naesten alt er spaerret af og man faar lov at se lidt kirker osv. Dem har man efterhaanden set en del af :-)
Vi gik efterfoelgende med vores Belgiske ven Jeroen paa Krigsmuseet. Dette er et storslaaet bygningsvaerk, der udover at vaere et yderst velassorteret museum med mange effekter fra 2. verdenskrig, ogsaa er et slags mindested for de henved 27 millioner russere, der ikke oplevede freden. Det var meget spaendende og modsat mange russiske museer var der tekstet meget paa engelsk, hvilket jo er en klar fordel.
Vi var et smut i nattelivet med vores belgiske venner samt en mexicansk pige, Laura, vi moedte paa vores hostel i Skt. Petersborg og saaledes moedte igen i Moskva. Det var rigtig hygsomt og vi maatte erkende, ihvertfald paa det sted vi var, at det var temmelig svaert at se forskel paa om man var i Koebenhavn eller Moskva. Man ville nok have kunne skue det paa, at de russiske fyre var temmelig fesent klaedt, men de russiske piger var klaedt meget vestligt (moderne) og altsaa ikke posh posh, som ellers er moden. Med posh posh mener jeg, at man helst skal have saa store stilletter/giga hael paa sine sko, at en dag uden ankelskader er umulig, ens miniskoert er en lille klud, der ikke daekker noget og endelig skal blusen vaere saa nedringet/udskaeringen saa stor, at intet er overladt til tilfaeldighederne. Ikke underligt, at de skriver i guideboegerne at Rusland altsaa ikke befolket med prostiotuerede, men altsaa at det bare er moden :-)
Den naestsidste dag moedtes vi med nogle lokale moskovitter, Arkadij og Irina, vi havde moedt gennem Hospitality Club, som er et sted paa nettet hvor man stiller sig selv og sin lejlighed til raadighed for rejsende. Vi tog med dem til en lokal koncert og efterfoelgende hjem i deres lejlighed hvor vi skulle bo. Paa vej hjem til lejligheden var vores skat for turen - mit digitalkamera - naar blevet flaenset af en sikkerhedsvagt, der ville sikre sig at vi ikke havde taget et billede af ham. Vi ville tage et billede af det store militaeropbud, der var i forbindelse med koncerten og var paa den maade gaaet tabt af vores venner, der var fortsat mod Metroen. Han skreg af os paa russisk skoent vi ikke fattede en klap og forlangte at se alle ca. 600 billeder. Se det lyder maaske ikke af saa meget, men men, koncerten var tilfaeldigvis paa det stadion vi var paa forleden dag og det er ikke velset, at tage billeder af dette under koncerten. Han studsede over billeder, men kunne jo se paa datoen at vi havde vaeret der hvor der ikke var koncert, heldigvis for det. Han forsoegte efterfoelgende at finde ud af hvor vi kom fra. Vi sagde "Dania", som de fleste russere plejer at fange hvad er. "Hitler!!" skreg sikkerhedsvagten herefter. Vi blev da fortoernede og skreg "No no, bad bad man, Germany". Jeg taenkte flygtigt i samme sekund, at han jo noedvendigvis ikke var helt enig i "bad, bad" betragtningen af Hitler, men heldigvis kunne vi gaa videre med uforrettet sag og rimelig meget sved paa kroppen :-)
Det var meget, meget hyggeligt at vaere hjemme hos Irina og Arkadij. Vi brugte en hel nat paa at snakke om forskelle og ligheder mellem Danmark og Rusland. Specielt fandt Nils og jeg det interessant at hoere om tiden i Sovjet. De er hhv. 28 og 29 aar gamle, sa havde begge et godt billede af det. Oveni var de foedt langt sydpaa naer graensen til Ukraine saa det er det rigtige Sovjet! Arkadij kunne berette, at hans far en gang i 70erne havde arbejdet paa en fabrik. Efter nogen tid havde han gjort det saa godt at han kunne blive direktoer for denne. Efter endnu en rum tid havde han tilsyneladende gjort det saa godt, at han nu kunne koebe sin egen fabrik (den slags troede jeg fx ikke man maatte i Sovjet) og producere broed. Desvaerre var dette ikke mange aar foerend muren faldt og reformerne roeg ind over landet. Arkadij kunne bl.a. fortaelle om den dag man devaluerede rublerne til en hundrededel af deres oprindelige vaerdi. Det havde sendt et stormvejr ind over landet og umuliggjort hans fars drift af broedfabrikken. Denne maatte, da tage til takke med et par aar, som arbejdsloes og ernaerer sig i dag som taxachauffoer. Den historie hoerer til de daarlige fra murens fald, men er bestemt ikke ukendt for mange russere, som har oplevet lignende og man finder derfor ogsaa mange, isaer aeldre, som hjertens gerne vil have de roede hunde igen! Nils og jeg viste lidt filmklip fra nettet - Bertelsen som interviewer Morten Messerschmidt og Dolphs Nytaarstale - som vi oversatte og satte ind i en samtidsrelation. Begge russere syntes det var sjovt, men var meget overraskede over at den slags kunne lade sig goere. I Rusland laver man ikke megen sjov i medierne, som stadig styres med haard haand. Det kan saa glaede sig over internettet hvor de kan finde mange af de censorerede ting, som ikke kom frem i medierne. Endvidere fandt de det endvidere lidt underligt, men godt, at man bare saadan kunne flytte rundt i landet i Danmark uden at det var totalt umuligt og man konstant skulle have politiet i ryggen. I Rusland har man opholdstilladelse til en by og de boede begge illegalt i Moskva, da det er totalt umuligt at faa fingre i saadan en.
Soendag aften forlod vi som naevnt Moskva for at tage til Yekaterinburg 24 timer fra Moskva. Dette er en stor by uden charme og hvor ingen - og jeg mener virkelig - ingen taler engelsk. Der har foerst vaeret turister efter 1990, da byen har vaeret vaabenfabrikatoer og totalt lukket for omverdenen inkl. russere. More to come on this city!
Have det godt hvorend i er,
Christian
Man kommer ind i et helt lukket land omkredset af store mure. Der foregaar stadig en del politisk/officielt/whatever indenfor murene og en masse soldater skriger lystigt i deres floejte efter uvorne turister, som ikke har fattet dette. Det goer, at det meste er spaerret af og man saaledes maa noejes med at se nogle af de storslaaede kirker stedet huser. Det er vaerd, at vide at Kreml i sin tid var hovedsaede for den Russisk-Ortodokse kirke og derefter har haft overhovedet, patriarken, for dette boende. Naar alt dette er sagt var vi ikke synderligt imponerede over Kreml. Naesten alt er spaerret af og man faar lov at se lidt kirker osv. Dem har man efterhaanden set en del af :-)
Vi gik efterfoelgende med vores Belgiske ven Jeroen paa Krigsmuseet. Dette er et storslaaet bygningsvaerk, der udover at vaere et yderst velassorteret museum med mange effekter fra 2. verdenskrig, ogsaa er et slags mindested for de henved 27 millioner russere, der ikke oplevede freden. Det var meget spaendende og modsat mange russiske museer var der tekstet meget paa engelsk, hvilket jo er en klar fordel.
Vi var et smut i nattelivet med vores belgiske venner samt en mexicansk pige, Laura, vi moedte paa vores hostel i Skt. Petersborg og saaledes moedte igen i Moskva. Det var rigtig hygsomt og vi maatte erkende, ihvertfald paa det sted vi var, at det var temmelig svaert at se forskel paa om man var i Koebenhavn eller Moskva. Man ville nok have kunne skue det paa, at de russiske fyre var temmelig fesent klaedt, men de russiske piger var klaedt meget vestligt (moderne) og altsaa ikke posh posh, som ellers er moden. Med posh posh mener jeg, at man helst skal have saa store stilletter/giga hael paa sine sko, at en dag uden ankelskader er umulig, ens miniskoert er en lille klud, der ikke daekker noget og endelig skal blusen vaere saa nedringet/udskaeringen saa stor, at intet er overladt til tilfaeldighederne. Ikke underligt, at de skriver i guideboegerne at Rusland altsaa ikke befolket med prostiotuerede, men altsaa at det bare er moden :-)
Den naestsidste dag moedtes vi med nogle lokale moskovitter, Arkadij og Irina, vi havde moedt gennem Hospitality Club, som er et sted paa nettet hvor man stiller sig selv og sin lejlighed til raadighed for rejsende. Vi tog med dem til en lokal koncert og efterfoelgende hjem i deres lejlighed hvor vi skulle bo. Paa vej hjem til lejligheden var vores skat for turen - mit digitalkamera - naar blevet flaenset af en sikkerhedsvagt, der ville sikre sig at vi ikke havde taget et billede af ham. Vi ville tage et billede af det store militaeropbud, der var i forbindelse med koncerten og var paa den maade gaaet tabt af vores venner, der var fortsat mod Metroen. Han skreg af os paa russisk skoent vi ikke fattede en klap og forlangte at se alle ca. 600 billeder. Se det lyder maaske ikke af saa meget, men men, koncerten var tilfaeldigvis paa det stadion vi var paa forleden dag og det er ikke velset, at tage billeder af dette under koncerten. Han studsede over billeder, men kunne jo se paa datoen at vi havde vaeret der hvor der ikke var koncert, heldigvis for det. Han forsoegte efterfoelgende at finde ud af hvor vi kom fra. Vi sagde "Dania", som de fleste russere plejer at fange hvad er. "Hitler!!" skreg sikkerhedsvagten herefter. Vi blev da fortoernede og skreg "No no, bad bad man, Germany". Jeg taenkte flygtigt i samme sekund, at han jo noedvendigvis ikke var helt enig i "bad, bad" betragtningen af Hitler, men heldigvis kunne vi gaa videre med uforrettet sag og rimelig meget sved paa kroppen :-)
Det var meget, meget hyggeligt at vaere hjemme hos Irina og Arkadij. Vi brugte en hel nat paa at snakke om forskelle og ligheder mellem Danmark og Rusland. Specielt fandt Nils og jeg det interessant at hoere om tiden i Sovjet. De er hhv. 28 og 29 aar gamle, sa havde begge et godt billede af det. Oveni var de foedt langt sydpaa naer graensen til Ukraine saa det er det rigtige Sovjet! Arkadij kunne berette, at hans far en gang i 70erne havde arbejdet paa en fabrik. Efter nogen tid havde han gjort det saa godt at han kunne blive direktoer for denne. Efter endnu en rum tid havde han tilsyneladende gjort det saa godt, at han nu kunne koebe sin egen fabrik (den slags troede jeg fx ikke man maatte i Sovjet) og producere broed. Desvaerre var dette ikke mange aar foerend muren faldt og reformerne roeg ind over landet. Arkadij kunne bl.a. fortaelle om den dag man devaluerede rublerne til en hundrededel af deres oprindelige vaerdi. Det havde sendt et stormvejr ind over landet og umuliggjort hans fars drift af broedfabrikken. Denne maatte, da tage til takke med et par aar, som arbejdsloes og ernaerer sig i dag som taxachauffoer. Den historie hoerer til de daarlige fra murens fald, men er bestemt ikke ukendt for mange russere, som har oplevet lignende og man finder derfor ogsaa mange, isaer aeldre, som hjertens gerne vil have de roede hunde igen! Nils og jeg viste lidt filmklip fra nettet - Bertelsen som interviewer Morten Messerschmidt og Dolphs Nytaarstale - som vi oversatte og satte ind i en samtidsrelation. Begge russere syntes det var sjovt, men var meget overraskede over at den slags kunne lade sig goere. I Rusland laver man ikke megen sjov i medierne, som stadig styres med haard haand. Det kan saa glaede sig over internettet hvor de kan finde mange af de censorerede ting, som ikke kom frem i medierne. Endvidere fandt de det endvidere lidt underligt, men godt, at man bare saadan kunne flytte rundt i landet i Danmark uden at det var totalt umuligt og man konstant skulle have politiet i ryggen. I Rusland har man opholdstilladelse til en by og de boede begge illegalt i Moskva, da det er totalt umuligt at faa fingre i saadan en.
Soendag aften forlod vi som naevnt Moskva for at tage til Yekaterinburg 24 timer fra Moskva. Dette er en stor by uden charme og hvor ingen - og jeg mener virkelig - ingen taler engelsk. Der har foerst vaeret turister efter 1990, da byen har vaeret vaabenfabrikatoer og totalt lukket for omverdenen inkl. russere. More to come on this city!
Have det godt hvorend i er,
Christian
Abonner på:
Opslag (Atom)